Fodbold og kulturkamp i USA

I USA er fodbold – eller soccer, som det jo hedder over there – unægtelig forbundet med kulturkampen. Med hvert VM kan man være sikker på, at diskussionen om, hvorvidt fodbold er uamerikansk eller ej, nok skal dukke op igen. Og det vil uden tvivl være det sammen, når det næste VM løber af stablen om to år.

Det er måske en smule ironisk, at det stadig bliver diskuteret om fodbold er uamerikansk eller ej. For fodbold – altså rigtig fodbold – er faktisk den mest udbredte sportsgren i USA, når det kommer til antallet af udøvere. Modsat er der i dag kun halvt så mange, der dyrker en så traditionel amerikansk sportsgren som baseball som for blot få år siden. Ja, der er i dag flere børn under tolv år i USA, der spiller fodbold end baseball, amerikansk fodbold og basketball tilsammen.

Dertil er fodbold så populært, at den amerikansk professionelle fodboldliga, MLS, kan melde om små tyvetusinde tilskuer per kamp i gennemsnit, hvad der faktisk ikke er meget under gennemsnittet for kampene i den italienske Serie A. Og alene fodboldholdet Sounders fra Seattle kan melde om mere en 30 000 tilskuere til deres hjemmekampe, hvad der er markant mere end baseballholdet Mariners fra samme by i den amerikansk nordvest.

Og sidst, men ikke mindst, viste VM i Brasilien for fire år siden, at amerikanerne faktisk gerne vil se fodbold, hvor flere af kampe toppede de forskellige tv-ratings, hvorved VM blev det meste sete nogensinde i USA.

Men alligevel fortsætter kritikken.

Jeg synes, det er vigtigt, for alle unge mennesker, der drømmer om en dag at komme til at spille rigtigt football, hvor man kaster bolden, sparker til den og løber med den og tager den op i hænder, at der bliver trukket en linje i sandet, hvor det står klart, at football (altså amerikansk fodbold) er demokratisk, kapitalistisk, mens fodbold er en europæisk, socialistisk sportsgren.

Så hårdt blev forskellen mellem football og fodbold trukket op for nogle år siden i den amerikanske kongres af den nu afdøde politiker Jack Kemp. Amerikansk fodbold er demokratisk og kapitalistisk. Europæisk fodbold er socialistisk.

Helt så hård har retorikken dog ikke længere, men tankegangen kan stadig findes rundt om i det amerikanske. Fodbold er uamerikansk, fordi der scores for få mål, fordi det handler for meget om holdet og ikke nok om individet, fordi spillerne er for små rent fysisk, fordi det er kedeligt at glo på i fjernsynet og fordi det ikke altid er det bedste hold der vinder og fordi en kamp kan ende uafgjort.

At diskussionen om, hvorvidt fodbold er uamerikansk synes at fortsætte i det uendelige, skyldes ikke så meget selve spillet, men mere, at sporten tidligt blev en del af den amerikanske kulturkamp. Lidt firkant kan man sige, at konservative hader fodbold, mens de liberale, dvs. de venstreorienterede, elsker det. Det er selvfølgelig en sandhed med temmelig store modifikationer, men lad os et øjeblik lade overdrivelsen fremme forståelsen.

Vi skal tilbage til 68’erne og hippierne, eller baby boomers, som de kaldes i USA, for at finde svaret på, hvordan fodbold ufrivilligt er blevet en del af den amerikanske kulturkamp. I deres forsøg på at omvælte det amerikanske samfund, appellerede fodbold nemlig til dem som forældre, fordi der her var tale om en for USA ganske ny sportsgren. Derfor sendte disse hippier i midten af halvfjedserne deres små søde børn til fodbold, da fodbold nemlig repræsenterede alt det, som amerikansk sport ikke var. Først og fremmest var der tale om en europæiske sport. Dernæst var fodbold langt mindre voldelig end amerikansk fodbold, hvor vold ganske enkelt er en del af spillet. Dertil var fodbold en holdspil, hvor det jo er alle for en, hvad der er noget anderledes end f.eks. baseball, hvor alle på skift kommer til at stå i centrum med battet i hånden. Og endelig repræsenterede fodbold kultur og civilisation, hvad der var i modsætning til basketball, der på det tidspunkt stadig var sport, der særligt hørte til i ghettoen.

Og den fodbold, som 68’ernes små søde børn kom til at spille, var da ofte også mere børnevenlig end vi er vant til det fra Europa. Ja, i flere ligaer blev det ligefrem forbud at lave hovedstød, som blev set som alt for farlige, mens der hurtigt blev udviklet en specialhjelm, så børnene endelig ikke kom noget til, der hvor de nu måtte lave hovedstød.

Som prikken over i’et, og fordi det vigtigste ikke var at vinde, men at være med, fik alle på holdet skam et diplom i slutningen af sæsonen. Forskellen mellem fodbold og de mere typisk amerikansk sportsgrene var både til at se og føle på.

Op gennem firserne fik forældrene pludselig flere penge og mere indflydelse. Og i 1990’erne var det disse baby boomers, der sad på flæsket. Ja, undersøgelser viser, at børn af de bedre stillede og mere veluddannede amerikanere selv i dag tegner sig for en uforholdsmæssigt stor procentdel af dem, der spiller fodbold. Og at fodbold især trives i byområder, der betegnes som liberale og demokratiske, gør bestemt ikke gjort fodbolds rygte bedre.

Siden Anden Verdenskrig har amerikanerne set med skepsis på den såkaldte elite. Eliten var dem, der havde de rigtige meninger, boede i de pænere kvarterer, gik på de rigtige universiteter, læste de rigtige aviser og altid havde svar på tiltale. Og det var netop deres børn, der gik til fodbold, hvad der selvfølgelig gjorde det lettere at kritisere fodbold. For ved at kalde fodbold uamerikansk var det ikke sporten, man kritiserede, men den venstreorienterede middelklasse, der spiste sushi, var tilhængere af fri abort og drak vin til aftensmaden.

At fodbold således skulle være uamerikansk handler ikke så meget om sporten selv. Det handler om livsstil og om holdninger hos den hvide middelklasse, der stemmer demokratisk. Og derfor er det da heller ingen tilfældighed, at begge præsident Obamas døtre har spillet fodbold, ligesom han for to år siden beklagede, at han ikke kom til VM i Brasilien, men i stedet måtte sende vicepræsidenten Joe Biden. Som modpol kan næves George W. Bush, som faktisk ejede et baseball-hold før han gik ind i politik og aldrig interesserede sig for fodbold.

At frygten for fodbold stadig holdes i live, blev tydeligt, da Dan Gainor fra det konservative Media Research Center under forrige VM advarede om, at venstrefløjen forsøgte at få indført fodbold på amerikanske skoler, mens den kontroversielle radio- og tv-vært Glenn Beck sammenlignede VM med præsident Obamas politik. Logikken var, at det meste af verden elsker både fodbold og Obama, men ikke de rigtige amerikanere:

”Det er ligegyldigt, hvordan du prøver at sælge os det, det er ligegyldigt, hvor mange stjerner du får fat i, det er ligegyldigt, hvor mange barer, der åbner tidligt, det er ligegyldigt, hvor mange ølreklamer, vi får at se: vi vil ikke have VM, vi kan ikke lide VM, vi kan ikke lide fodbold, vi vil ikke have noget med det at gøre,” sagde Glenn Beck under sidste VM.

Fra en europæiske synsvinkel kan det let virke helt hen i vejret, at fodbold er blevet et våben i den amerikanske kulturkamp og set som synonymt med en venstreorienteret politisk elite. Især fordi fodbold i en fodbold i en europæiske sammenhæng længe har været forbundet med arbejderklassen og derfor er antielitær.

Kampagnen mod fodbold skal nok fortsætte nogle år endnu. Men i tak med at fodbolds popularitet stiger i USA, bliver det sværere og sværere at fastholde, at der er tale om en uamerikansk sport, da det vel i sig selv gør fodbold forbandet amerikansk. Men der er ingen tvivl om, at den dag USA faktisk vinder et VM vil kritikken forstumme.

Chancen for, at det kommer til at ske i vores levetid er dog nok minimal. Og indtil da vil kritikken af fodbold lyde rundt om i det amerikanske, selv om det kritikerne bliver færre og færre.

CLAUS ELHOLM ANDERSEN